I 1993 bosatte Klaus Rune Hansen sig i Sydfrankrig – og det er her, man finder ham den dag i dag.
I mange år har han drevet et reklamebureau, Drakkar, i Gallargues-le-Montueux, hvor et team på femten medarbejdere arbejdede både kreativt og med projektstyring af vinmærker hos flere store franske vinfirmaer og foreninger. Blandt kunderne var Groupe Boisset, Fréres Castel, Gérard Bertrand, Arrogant Frog, Domaine Jean Claude Mas, Inter Rhône og Vins de Provence.
Klaus Rune Hansen har endnu en passion ud over vin – nemlig kunst. Han er formand for en fransk kunstforening, Sol Sten, og sammen med den franske skuespillerinde Clémentine Célarié hjælper han unge franske kunstnere, der på grund af fx en trængt økonomi har svært ved at klare skærene.